Søren Kierkegaard

Dette er en opgave skrevet af en (daværende) 9. klasseelev, og det siger dermed sig selv, at opgaven er en yderst simpel redegørelse for Søren Kierkegaards filosofi og liv. Netop derfor kan opgaven bruges af andre skole- og gymnasieelever for at skabe sig et overordnet billede.

Skrevet af Rasmus Foss

Indholdsfortegnelse

  • Biografi
  • Filosofi
  • Søren Kierkegård i dag

Biografi

Søren Aabye Kierkegaard var en dansk teolog og filosof og betragtes af mange som den største danske filosof nogensinde. Selvom Kierkegaard levede i den danske guldalder, er han den dag i dag kendt for sin filosofi og for sit forfatterskab, der stadig imponerer og inspirerer mange mennesker.

Kierkegaard blev født i 1813 og døde allerede i 1855. På trods af hans korte levetid nåede han dog at sætte et specielt præg på sin tid.

Kierkegaard er født i København og opvokset i en søskendeflok af syv.  Hans mor var tjenestepige, mens han far var en rig købmand og ejendomsspekulant. Derfor arvede han en masse penge, hvilket gjorde det muligt for ham at koncentrere sig om sit forfatterskab uden at skulle bekymre sig om at tjene penge.

I 1930 blev Kierkegaard student og valgte efterfølgende at studere teologi. Først 11 år senere fik han sin magistergrad på hans kendte afhandling: ”Om Begrebet Ironi”. Afhandlingen var resultatet af sit studium af Socrates – en gammel græsk filosof – og omhandlede ironien. Hans mest kendte udgivelse er Enten-Eller, der også var en af hans første bøger.

Kierkegård blev også forlovet én gang med Regine Olsen, men han opløste forholdet før de blev gift.

Filosofi

Kierkegaard betragtes af mange som den største danske filosof og forfatter nogensinde – og det er der selvfølgelig en grund til. For Kierkegaard var en stor filosof og forfatter. Bare det, at han stadig er kendt for sine værker og for sin filosofi, er utroligt og vidner om, at han var noget ud over det sædvanlige.

Det er Kierkegaards værker, der kendetegner den Kierkegaard, vi kender. Det er i sine værker, han beskriver sin filosof igennem såkaldte pseudonymer – det vil sige, at han udgav sine bøger under et fiktivt navn, altså et alias. Det betyder i princippet også, at det, han skrev, ikke nødvendigvis var udtryk for hans egne meninger. Det gjorde han, så han kunne lade flere forskellige personer med forskellige meninger argumentere imod hinanden og dermed kunne han få belyst hele sagen, i stedet for at man kun ville se det fra hans egen vinkel. Man siger, at han lader de forskellige temaer spille dialektisk op mod hinanden. Dog har Kierkegaard i bøgernes efterskrift altid vedkendt sig sine værker.

Det er svært at give en kort beskrivelse af Kierkegaards tankeverden. Det univers, som han skriver om i værkerne, er så omfattende, at det er svært at fortælle videre, uden at det også bliver alt for omfattende. Derfor har jeg valgt at fortælle om to af de vigtigste ting inden for hans filosofi:
Eksistentialismen og ”Stadierne på livets vej”.

Eksistentialismen

Kierkegaard betragtes som faderen til det, der hedder eksistentialismen. Det er primært denne filosofi, Kierkegaard beskæftiger sig med og beskriver i sine bøger. Eksistentialismen er en filosofisk retning, der sætter individet – altså det enkelte menneske – i centrum. Kort fortalt er eksistentialismen troen på, at mennesket skaber sin egen tilværelse, altså sin egen eksistens og identitet, gennem de handlinger og valg, det træffer. Eksistentialister betragter mennesker som subjekter – altså som objekter, ting – i et ligegyldigt univers med ingen mening. Meningen med tilværelsen kan skabes kun som følge af de valg, man træffer. Disse valg står man også fuldt ud til ansvar for. Hverken ens opvækst, samfundsforholdene eller andre ydre ting kan bære skylden for dine valg.

Eksistentialismen beskæftiger sig med begreber som angst, frihed, identitet, ansvar, valg, og den menneskelige bevidsthed om både dets eksistens og død. Alle disse begreber, hævder eksistentialisterne, er fundamentet for den menneskelige eksistens og kan ikke forklares ud fra en naturvidenskabelig tilgangsvinkel eller andre tilgangsvinkler, hvor man forsøger at forklare begreberne ud fra en distanceret anskuelsesform.

Det krav, eksistentialisterne stiller til mennesket, er at træde i eksistens, dvs. overtage sig selv og fuldt ud at tage ansvaret for sig selv. Det er ifølge dem en etisk nødvendighed i livet.

Stadier på livets vej

Kierkegaards eksistensfilosofi kredsede omkring menneskets forskellige “stadier på livets vej”. De bliver beskrevet over flere forskellige værker, men der kan gives en samlet oversigt:

Der findes fire stadier: spidsborgeren, æstetikeren, etikeren og det religiøse stadie. Stadierne er eksistensformer – måder at leve livet på – som Kierkegaard opfandt.

Spidsborgeren

Spidsborgeren er den person i samfundet, der gør det, man gør som borger i det samfund, han lever i. Han er den personificerede borger, som ikke tænker nærmere over sit liv, men kun gør, hvad andre gør. Det store problem ved spidsborgeren er, at han ikke forholder sig til sin eksistens.

Vi begynder alle som spidsborgere, dvs. vi identificerer os med andre menneskers værdier og normer. Vi spiller “roller” og er dermed fuldstændig afhængig af, at vore “medspillere” holder sig til deres roller. Den kierkegaardske spidsborger kan godt være en særdeles fremragende person, indtage en høj position i samfundet og være udmærket begavet. Men han lever i den illusion, at han selv frit har truffet de beslutninger, som anonyme kræfter i virkeligheden har truffet på hans vegne.

Æstetikeren

En æstetiker er en person, der vurderer det skønne og det smukke – nydelsen – højt. Æstetikeren har indset, at spidsborgerlivet er tomt og latterligt. Han tager derfor ironisk distance til alting. Ingenting har værdi for ham. Denne ironiske distance forhindrer æstetikeren i ethvert engagement i noget som helst. Livet er et teater, hvor æstetikeren hele tiden forholder sig som tilskuer og slår sig på lårene af grin over de tåbelige spidsborgere. Men bag denne facade af ironi ligger en dyb fortvivlelse. Æstetikeren er i bund og grund et dybt ulykkeligt menneske. At være tilskuer til livet er jo ikke at leve, men kun negativ kritik af andres liv. Æstetikeren kan se, at alting er latterligt og tomt, men han er ikke noget i sig selv, har intet selv, og angsten forhindrer ham i at gøre det eneste, han behøver: at vælge sig selv.

Hvis han ikke forhærdes som æstetiker (hvilket der er stor risiko for), er næste trin det etiske stadie, men det kræver, at han overvinder angsten ved at vælge sig selv.

Etikeren

Dette stadie er det egentlig ærlige og ansvarlige punkt, hvor personen er trådt i eksistens og ikke fornægter sig selv. Etikeren er æstetikeren, der har valgt sig selv og dermed blevet et selv, et menneske.

Etikeren er den personificerede pligt, der gør alt, hvad, han mener, er etisk korrekt, og er umiddelbart ligesom spidsborgeren. Den store forskel er dog, at etikeren selv har valgt sit liv og dermed også har det fulde ansvar for det.

Det religiøse stadie

Dette er Kierkegaards sidste stadie, som er opdelt i 2 former:

Religiøsitet A. Dette er den ukrævende religiøsitet, hvor personen trofast går i kirke, ber sin aftenbøn – men mere af rutine end egentlig eget valg. Ifølge Kierkegaard er denne form for religiøsitet ikke acceptabel, da man ikke tager stilling selv, men snarere bliver styret af religionen som institution, hvilket Kierkegaard kritiserede kirken meget for.

Religiøsitet B. Religiøsitet B er svær at forklare, og jeg skulle selv bruge lang tid på at forstå det. Det handler om noget, Kierkegaard kalder den kristne, paradokse religiøsitet, hvor personen i det religiøse stadie indser det paradoksale i kristendommen, nemlig at Gud fødtes som et menneske (i form af Jesus) i denne verden. Set fra den vinkel er Gud ikke bare en forestilling i menneskets indre, men noget udefrakommende (transcendent), en åbenbaring. I kristendommen er der en stor forskel på Gud og menneske, da det er to forskellige former for ”væren”. Men hvis disse to former for væren falder sammen, er der tale om en paradoksal situation, for den kan ikke findes, men findes dog alligevel. At noget er paradoksalt betyder jo, at to ting er logisk modsigende. Når personen så i dette stadie indser dette, er han uden for den logiske forstands område, og kan enten vælge at sige, at det hele er absurd og uforståeligt, eller vælge at tro på trods af menneskets logik – at tro på det paradoksale og dermed på Gud.

Kierkegaard i dag

Som tidligere sagt er Søren Kierkegaard stadig kendt den dag i dag for sin filosofi og for sine store evner som forfatter. Det er besynderligt, da han levede fra over 150 år siden, at man stadig bruger hans filosofi og forholder sig til den. For eksempel læste jeg forleden i Børsen, at man er begyndt at interviewe erhvervsledere med fokus på den kierkegaardske filosofi. Det betyder jo, at hans eksistensfilosofi stadig er gældende, og at den stadig kan bruges – selv her 150 år efter!

Eksistentialismen slog først rigtigt igennem i løbet af 1930’erne, da franskmanden Sarstre førte det frem. Kierkegaard var altså forud for sin tid, og han betragtes derfor af mange som et geni – heriblandt mig selv. At læse Kierkegaard eller om ham giver virkelig én en klar fornemmelse af, hvad genialitet er.

Men hvorfor er hans filosofi stadig så aktuel?

Jeg tror simpelthen, det er, fordi eksistens – hvilket hans filosofi handler om – altid vil være aktuelt. Det vil altid være vigtigt at forholde sig til sit eget liv, til sin egen eksistens.

Kilder

http://guldalder.dk/

http://da.wikipedia.org/

http://en.wikipedia.org/

http://www.assistens.dk/

Søren Kierkegaards filosofi – Birgit Bertung.

Leave a Reply