Musikkens historie

På denne side er noter til disse musikhistoriske perioder:

• Middelalderen (750-1450)
• Renæssancen (1450-1600)
• Barokken (1600-1750)
• Wienerklassikken (1770-1800)
• Romantikken (1800-1900)

Middelalder (750-1450)

Fokus: Gregoriansk sang

Denne musik stammer fra den nære Orient (Mellemøsten). Det er enstemmig (unisont) gudstjenestesang uden instrumental ledsagelse. Gregoriansk sang er unisont, dvs. alle synger det samme.

Den udspringer i fire sangtraditioner for den gregorianske sang:

• Mozarabisk (Spanien)
• Gallikansk (Frankrig)
• Ambrosiansk (Milano)
• Gammelromersk (Rom)

Den gregorianske sang bliver en sammensmeltning af den gallikanske og den gammelromerske tradition.

Den gregorianske sang ordner kirkesangen i Europa i et enhedssystem.

Det skabte ligeledes en standardisering af kirkeår, ritualer og tekster.

På denne tid havde man ikke noder, så man brugte neumer (accenttegn og sprogmelodi). Omkring år 1000 kommer en egentlig nodeskrift, hvor nodelinjer optræder, så man kan præcisere tonehøjden.

• En enkelt sanger (solistisk)
• Vekselsang mellem solist og kor: Responsorialsang
• Vekselsang mellem to kor: Antifonalsang

Tilsvarende er der to stilmåder:

• Syllabisk: 1 node/tone pr. stavelse
• Melismatisk: Lange, bølgende rækker over stavelser
• En mellemform: Neumatisk: et par toner pr. stavelse

Den samlede betegnelse for den gregorianske sangs skala-materiale: kirketonearterne, modale skalaer: Fire autentiske, fire afledt/plagate.

Alle skalaerne bygger på stamtonerne.

• Dorisk: fra d èd med a som recitationstone
• Frygisk: fra e è e med c som recitationstone
• Lydisk: fra f è f med c som recitationstone
• Mixolydisk: Fra g è g med d som recitationstone

Hymner: Enstemmige, syllabiske, 4 linjer pr. vers
Troper: Hjælpestavelser under melismerne è tropering (så er melodien nemmere at huske)
Sekvenser: Udspringer af en særlig tropering af messeleddet ’Alleluja’; det blev så populært at det blev en selvstændig kompositionsform. De blev siden fjernet på nær fire , der knytter sig til pinse, påske, Kr. egemsfest og dødsmessen.

Renæssancen (1450-1600)

Nu skelnes mellem:
1. Kirkeligt

Vokalpolyfoni (en international stil); hvilket er flerstemmig sang uden instrumental ledsagelse. Ligeberettigede stemmer, dvs. ingen af de fire stemmer (sopran, alt, tenor, bas) dominerer, der er ro og balance. Genrerne er messe og motet. Kirkelig alvor, disciplin, værdighed. Dissonansopløsning til konsonanser.

2. Verdsligt

Madrigalen er den vigtigste verdslige kormusik.

Konsonans (velklang, sangklang, harmoni) (hvile) og dissonans (skærende kontrast, dårlig klang) (uro): Terts og sekst kommer nu i centrum, arbejde med at opløse dissonanser til konsonanser.

To forløb:

• Vokalpolyfoni
• Begyndende monodi – homofon sats: en dominerende melodi plus akkompagnement

Historie: Man begynder at interesse sig for antikkens ideer og i særdeleshed deres drama. Hertil vil man lægge musik ind, og det bliver senere i barokken til operaen.
Den katolske kirkemusiks vigtigste genre var fortsat messen, som kulminerer i 1500-tallet. Man taler også om cykliske og frie messer.

Palestrina

• Forener flere selvstændige stemmer til en samtidigt klingende enhed.
• Udtryksfuldhed, ingen ekstremer, dissonansopløsning.
• Regelsæt for kontrol af stemmer, altså regler for kons- og dissonans.
• Palestrinas arbejde med stemmerne kaldes: kontrapunkt – at forene flere selvstændige stemmer til en integreret, samtidigt klingende enhed.

Imitation: stemmer imiterer (gentager) hinanden.

Barokken (1600-1750)

1. • Mangfoldighed
   • Kontrast: (kontraster mellem stærk og svag, mellem polyfoni og homofoni, mellem store grupper og små grupper)
   • Recitativ og arie
   • Kontrasterende satser og afsnit
   • Forskellige klanggrupper
   • Solo vs. tutti / lille gr. vs. Tutti / svagt vs. kraftigt
   • Opera:
   • Monodi: “en melodi op for oven og et akkompagnement”
   • Monodi via generalbas til opera: recitativer og arier (Da Capo arie = ABA)
   • Ritorneller: selvstændige instrumentale stykker

Baroktidens musik

Tendens: fra vokalpolyfoni (vandret princip, prima practica) til lodret princip (seconda practica) til melodi + generalbas.

Centrale stikord:

Genrer

To centrale navne

2. J.S. Bach (1685-1750): kantater, instrumental musik, orgelmester, orkester, klavermusik
3. G.F. Händel (1685-1759):

Wienerklassikken (1770-1800)

1. Galant stil (1710-1740)
2. Tidlig klassik
   1. Følsom stil
   2. Sturm und Drang
   3. Orkesterstil i Mannheim

• Enkelthed, følelsesudtryk, balance, harmoni og klarhed
• Opposition til barokmusikken

Centrale navne

• Franz Joseph Haydn (1732-1809)
• Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791)
• Ludvig van Beethoven (1770-1827)

Wienerklassikkens stiltræk

• Det er en international stil
• Den forener enkelthed med det lærde / komplicerede
• Elegance og let tilgængelighed
• Ro, balance, afstand til det overlæssede og komplicerede
• “Autonom” musik (ikke bundet til bestemte funktioner)

Romantikken (1800-1900)

Centrale punkter

• Sindsbevægelse i lyd (følelsesregistret bruges fuldt ud)
• Sprængning af wienerklassikkens former
• Arbejde med klangfarver
• Ekspansion af orkestret

Navne

• Franz Schübert (1797-1828)
• F. Mendelsohn (1809-1847)
• Joh. Brahms (1883-1798)
• R. Wagner (1813-1883)
• G. Verdi (1813-1901)
• C.M.v. Weber (1786-1826)