Musik

Motiv: et melodistykke, der skiller sig ud, som skal være originalt. Personligt præg, selvstændighed.

Et hook er ofte et motiv.

Et tema og et motiv kan være det samme, men temaet er oftest længere og mere udarbejdet end motivet.

Figur: et mønster, der gentager sig, en rytme, der gentager sig i baggrunden. Den er stabil, akkompagnementsegnet (skaber en stabil rytmebase).

Hook: et hook er et motiv, der fænger hos lytteren. Et hook er ofte et omkvæd. Det kan både være vokalt og instrumentalt.

Gimmick: et gimmick er en kort lyd, der skiller sig ud, men som ikke er et hook i sig selv.

Break: et break er en kort pause, hvor man fornemmer rytmen fortsætter.

Optakt: en eller flere ubetonede toner

Bindebuer: forbinder toner. Markeres med en streg. De to toner skal have samme højde (ikke værdi).

Punktering: forlænger noden med halvdelen af dens værdi

Synkope: en særlig form for rytmisk forskydning. Ofte en tone på et ubetonet slag, laves ofte med bindebue.

Satstyper og arrangementer

Komponisten har følgende redskaber til disposition: 
1. Melodi
2. Harmoni
3. Rytme
4. Klang og instrumentation
5. Form

Generelt har man siden barokken skelnet mellem to hoved-satstyper:

Den homofone sats

Instrumenterne og stemmer spiller samtidigt i én sats, hvor harmonikken skal fremtræde klart, hvor akkompagnementerne træder frem. Et lodret princip.

Den polyfone sats

Stemmerne er ligeberettigede, og de udgør hinandens akkompagnement. Et vandret princip.

Teknikken beror på, at der i en af stemmerne bringes et tema, som et øjeblik derefter imiteres af en af de andre stemmer – det forekommer ’forskudt’ i de forskellige stemmer. For at få dette forløb ikke at blive ’disharmonisk’, ændres der lidt i temaet: Temaet kan forkortes, spilles hurtigere (’diminution’) eller forøges, spilles langsommere (’augmentation’).

Imitationen, som er kernen i polyfon sats, er modsat den homofone, et vandret princip, der lægger vægten på det indholdsmæssige samspil mellem de enkelte stemmer og den ’stafetløbsvirkning’, det synes at have.

Komponisten har også følgende virkemidler til rådighed:

Vekselsangsprincippet – antifoni – veksel mellem kor og/eller solist. Kan være “call-and-response”.

Medstemme og modstemme

I en sats kan stemmerne følge hinanden, rytmisk og melodisk. Man kan da tale om en medstemme. Karakteristisk for sådanne forløb er, at de nødvendigvis bliver homofone.

Imidlertid kan en sådan stemme også have et friere eget liv, hvor den forholder sig mere selvstændigt til den anden eller de andre melodier. Man taler her om en stemme eller en melodi som et såkaldt kontrapunkt. Man kan derfor tale om en modstemme.

Akkorder

En samklang af tre eller flere toner kaldes en akkord. For det meste opbygger man akkorder ved at stable et antal tertser oven på hinanden.

Akkorder gives navne, og disse kan skrives med becifringstegn. En akkord gives navn efter sin grundtone, og det skrives med et stort bogstav.

Treklang

En treklang er en akkord, der består af tre toner. Den er bygget op af to tertser, der lagt oven på hinanden. Nederst, grundtonen, derover, terts, øverst, kvint.

Klang og sound

Klangen af et instrument kan beskrives ved hjælp af overtonernes sammensætning og deres relative styrke.

Sound kan defineres som oplevelse af klang. Dette er altså et begreb, der dels indeholder noget objektivt – klangen – og noget subjektivt – oplevelsen af klangen.

Når vi skal beskrive sound, kan vi skelne mellem instrumental-sound og ensemble-sound.

Instrumental: det enkelte instruments sound

Ensemble: orkestrets sound som helhed

Soundbox-modellen

Vi kan danne os et overblik over en ensemble-sound ved at placere de enkelte instrumenter i forhold til de tre dimensioner i soundboxen.

• Panorering er et spørgsmål om instrumentets placering i forhold til højre og venstre.
• Lagdeling handler ofte om forskellige frekvensområder. Et lyst klingende instrument vil oftest opleves som liggende i toppen, mens et dybt klingende instrument vil oftest opleves som liggende i bunden.
• Dybde handler om både rumklang og balance.